Hvorfor en svensk ødegård

Faldt for Sverige i 2006:

Vor svenske eventyr starede med, at vi var blevet inviteret på efterårsferie hos vores venner, Inger og Niels Kromann, som havde en ødegård i Hishult i Sverige. Vi blev vildt forelsket i Sverige denne efterårsferie - som på mange måder minder om Grønland, hvis man blot ser bort fra træerne - der er frisk luft og store vidder ude i naturen. På den sidste dag, vi havde oppe i Hishult i 2006, faldt vi pladask for et hus, vi så gerne ville have haft i Björnhult, men husets tyske ejere var desværre ikke interesseret i at sælge huset. Så måtte vi jo selv igang med at lede efter huse til salg i Sverige på internettet, fast besluttet på at købe et hus før vi kunne nå at fortryde.

Vor favorit svenske link til svenske egendomsmæglere var denne web-side: http://www.hemnet.se/

Efter efterårsferien 2006, 3-4 uger senere, så drog vi atter afsted, mappen fyldt med huse vi skulle se på fra fredag til lørdag, inden turen igen gik hjem til Danmark. Dette hus var det sidste vi skulle se på dengang - MIchaels wild card - som lå ca. 1 time længere end det max km, vi ville køre efter vores søgen efter det svensk ødegård. Vor kriterie var at vi ønskede en gammel gård, med let adgang til tog/offentlige transportmidler, ikke langt væk fra byen og nok tilpas væk fra byen - så ødegården kunne fornemmes.

Heldigvis skulle det vise sig, at vi faldt pladask ødegården lige udenfor Torup, som trængte til en god hånd, 45 minutters kørsel fra Halmstad mod Jönköping. Huset havde kun været ubeboet i 2 år, og havde tidligere været en helårsbolig for en gammel mand på ca. 90, som altid havde boet på gården.

Vi følte at vi havde fået jackpot, og børne var ellevilde med viktualierummet ude i laden, som de allerede fra første færd besluttede, skulle være deres butik i ødemarken.

Jeg var selv vildt forelsket i den gamle køkkenkonfur i det gamle køkken og Michael var vild med alle det store ladbygninger, som hørte til huset - det afskækkede os slet ikke, at huset så gammeldags ud indvendigt og udvendige træværk så meget misvedligeholdt ud.

Men det hele var bare så dejligt og idyllisk - vi kunne se mange muligheder med huset, og vidste at det kunne blive alle tiders hus med knofedt og maling. Så blev vores bud langt om længe blev accepteret af sælgeren - det var spændende, da lokale også byd på huset, men blot for at jævne det med jorden for at bygge noget nyt op. Vi ønskede blot huset for at bruge det som fristed for os 4, og blot ville modernisere huset med en nænsom hånd efterhånden som vi fik råd til det hen ad vejen.

Gården har oprindeligt hørt til et stort skovområde, huset blev så solgt fra, og skovejeren, den nye ejer, beholdte resten af skoven til skovdrift. Men vi har fri adgang til et stort skovområde og 15 minutters gang til en stor sø, hvor vi har sat 2 kanoer til vores fornøjelse.

Efterfølgende vil jeg prøve at skitsere, hvad der er blevet gjort i de næste par år der er gået siden 15. december 2006, hvor vi overtog ødegården.